Nyhedsbrev #1 – Grunderejerforeningen Skåstrup Strand Øst

Kære alle.

Velkommen til det første nyhedsbrev i 2021 – jeg er usikker på, om det er det første nyhedsbrev nogensinde i foreningens historie, men i hvert fald i mange år. Der var et ønske fra flere medlemmer på generalforsamlingen om at få lidt mere information ud om, hvad der foregår i foreningen, og det har vi derfor i bestyrelsen arbejdet på, med blandt andet dette nyhedsbrev og en ny hjemmeside.

Bestyrelsen vil med nyhedsbrevet et par gange om året fortælle lidt om, hvad der foregår i foreningen og i området. Vi er meget interesserede i at høre fra jer, hvis der er noget I gerne vil have, at vi fortæller om i nyhedsbrevet.

Vi er snart klar med en tilrettet velkomstbrochure til alle nye sommerhusejere. Den sender vi til alle når den er klar, måske står der ting du ikke viste. Indtil da kan du besøge vores nye hjemmeside www.skaastrupstrandoest.dk, hvor du kan læse mere om foreningen, se referater fra generalforsamling, læse vedtægter mv.

Fibernet

Som jer, der har fibernet, nok har bemærket har Waoo, som er leverandør, ændret deres abonnementsbetingelser, og fjernet den lille sommerhuspakke fra deres udbud. Det er vi selvfølgelig ikke helt tilfredse med, at de gør, så kort tid efter at vi har fået det installeret. Men der desværre ikke så meget vi kan gøre ved det.

Vi har været i kontakt med Energi Fyn, som fortæller, at de er ved at åbne netværket op for andre udbydere end Waoo; det vil sige, at man i løbet af første halvår af 2021 får mulighed for at vælge en anden udbyder til sit fibernet-abonnement. Vi håber på, at denne konkurrencesituation vil betyde, at I alle sammen kan finde et abonnement, der passer til jeres forbrug.

Badebro

Den nye badebro er bestilt og bliver sat op til den nye sæson i uge 18. Det er noget vi ser meget frem til, og hvor vi har haft et rigtig godt samarbejde med de andre foreninger i brolauget. Måske kan det give anledning til, at vi kan lave flere ting sammen; det vil tiden vise.

Friarealet

Vi har på tidligere generalforsamlinger snakket om, at vi skulle gøre noget ved vores friareal – det grønne områder, der ligger midt i foreningen og fører ned til stranden. Bestyrelsen vil derfor iværksætte et forsøg i år, hvor vi tager et afgrænset område og pløjer græsset op. I det område vil vi så vilde blomster. Det vil dels betyde, at vi får et mere spændende område med større biodiversitet, og dels betyde, at vi gerne i fremtiden skal kunne bruge lidt færre penge på græsslåning. Vi vil stadig sørge for, at området som helhed ser pænt ud, og ikke kommer til at virke forfaldent. Vi håber, at I vil tage godt imod initiativet, som vi kan evaluere på årets generalforsamling.

Vi har snakket med bestyrelsen i Strandvænget som har det store friareal ned mod vandet, og de har også planer om at omlægge fra græs til vilde blomster. Vi er derfor gået i dialog med dem om at få bundet området bedre sammen; men uden at have lavet nogen konkrete planer for samarbejde endnu. Nyhavegaard har også planer om at få lavet vilde blomster på et af deres grønne områder, så der er godt gang i området.

Vejen

Vejen i området – både vængerne og vejen trænger til at blive udbedret, og vi arbejder derfor i bestyrelsen på en langsigtet løsning, hvor vi over en årrække målrettet vil arbejde på at få udbedret hullerne i vejen, og lagt et andet top-materiale på.

Vi har derfor aftalt med de andre foreninger i vej-samarbejdet, at vi ændrer den måde vi vedligeholder vejen på, så vi over de næste år kan få en markant bedre vej. Ved at gøre det på den måde kan vi undgå at skulle lave en meget stor engangsinvestering.

Det bliver en flerårig proces, da det bliver lavet som en omlægning af den vedligeholdelse vi har i dag og ikke et stort projekt, hvor vi tager det hele på en gang. Det er det vi som bestyrelse mener, at vi kan gøre med det mandat vi har fået af generalforsamlingen. Vi vil samtidig forsøge at få en anden type støvbinder, der er mere effektiv i tørt vejr.

Vi tror på, at vi allerede her det første år, vil se en markant forbedring af vejen.

Nyt medlemssystem

Vi har for at sikre, at vi overholder alle regler omkring opbevaring af persondata besluttet, at vi vil have et system til at håndtere medlemsliste, udsende fakturaer mv.

I den forbindelse kan vi se, at vi har behov for at få bekræftet de kontaktoplysninger vi har på jer medlemmer, og I vil derfor alle få en seddel i postkassen her i påsken. Den kan I enten udfylde og smide i postkassen i nr. 43, eller sende oplysningerne på mail til phvilstrup@icloud.com.

Generalforsamling 2021

Vi planlægger med at afholde generalforsamling søndag d. 20. juni 2021. Der kommer en formel indkaldelse senere.

På bestyrelsens vegne

Peter Holm Vilstrup

Formand for grundejerforeningen Skåstrup Strand Øst